Rajsvingel/festuloliumFor information om rajsvingelsorter.
Rajsvingel er en ny fodergræs, som er udviklet ved at krydse svingel (engsvingel eller strandsvingel) med rajgræs (almindelig eller italiensk). Dette giver mulighed for at kombinere de bedste egenskaber fra de to arter. Svinglerne bidrager med egenskaber som vinterfasthed, tørketolerance og persistens, mens rajgræs er kendetegnet ved en hurtig etablering, god forårsvækst, høj fordøjelighed, højt sukkerindhold og smagbarhed. De enkelte rajsvingelsorter indeholder forskellige kombinationer af disse egenskaber og kan derfor inddeles efter ligheden med forældrene.
Italiensk rajgræstyper f.eks. sorten Becva.
Morfologisk og dyrkningsmæssigt ligner de italiensk rajgræs og er egnede til slæt i udlægsåret og ét brugsår enten i renbestand eller sammen med f.eks. rødkløver. Målet er at kombinere udbytte og kvalitet fra italiensk rajgræs, med den bedre persistens og resistens mod xanthomonas, rust og sneskimmel fra svingel.
Hybrid rajgræstypen f.eks sorten Lofa.
Morfologisk og dyrkningsmæssigt ligner denne type hybrid rajgræs med en persistens på op til 3-4 år, kombineret med en bedre sygdomstolerance for xanthomonas, rust og sneskimmel.
Rajsvingel braunii typen f.eks. sorterne Perun og Persus.
Morfologisk ligner den italiensk rajgræs, men persistensen er op til 4 år ligesom engsvingel. Disse typer er velegnede både til slæt og afgræsning.
Målet med forædlingen er at fastholde udbytte og kvalitet, kombineret med resistens mod sygdommene rust og xanthomonas,samt en bedre vinterfasthed end almindelig rajgræs.
Strandsvingel typen f.eks. sorterne Hykor og Felina.
Morfologisk og dyrkningsmæssigt ligner disse typer strandsvingel. De kombinerer tolerance for frost, tørke og varme med en foderkvalitet, der overgår strandsvingel.