DLF-TRIFOLIUM Denmark
Kontakt        Sitemap
 - Kontakt

Print
Fremtidens produkter

Kravene er store når det gælder fremtidens produkter: De skal være bedre i stand til at klare ekstreme klimaforhold, og for at begrænse brugen af sprøjtemidler skal planterne være mere modstandsdygtige overfor sygdomme. Samtidig kræver markedet fortsatte forbedringer i udbytte og kvalitet i takt med en stadig mindsket tilførsel af næringsstoffer til gavn for miljøet. Disse udfordringer er stimulerende faktorer i DLF-TRIFOLIUM's stræben efter at udvikle nye højværdi-sorter.

  • Kontrolleret blomstring i græs
  • Forøget stresstolerance
  • Forbedret næringsværdi
  • Forbedret næringsstofudnyttelse
  • Resistens overfor svampesygdomme

Kontrolleret blomstring i græs

En af de vigtigste parametre for kvalitet i fodergræs er blomstringstidspunktet. Når græsset går i blomst, mister det sin næringsværdi. Derfor søger vi at udvikle græssorter, der kun blomstrer ved en bestemt induktion. Udover en forbedret biomasseproduktion har disse GM (gen-modificerede) græssorter desuden den fordel, at risikoen for spredning af gener til beslægtede arter er minimal (biologisk indeslutning). I udviklingen af disse sorter deltager DLF-TRIFOLIUM i et europæisk samarbejdsprojekt, 'TransContainer' - "Developing efficient and stable biological containment systems for genetically modified plants" under EU-kommissionens 6' Rammeprogram (transcontainer.org/UK/).

 

Forøget tørke- og kuldetolerance

Fænomener som tørke, kulde eller for højt saltindhold i jorden er alvorlige stressfaktorer, som i dag flere steder hæmmer plantevækst. Der opstår hvert år flere og flere af disse belastede områder, og kravet til afgrødernes robusthed vokser konstant. Forædling mod forøget stress tolerance er kompliceret og tidskrævende, men DLF's mål er nye græsser, der klarer sig væsentligt bedre end alm. sorter under f.eks. hård saltstress.

Du kan læse mere om det her

 

Forbedret næringsværdi

Græsmarken er med dens ringe miljøbelastning en vigtig brik i det bæredygtige landbrug. Hvis vi kan forbedre den generelle næringsværdi af græsset yderligere, vil behovet for dagligt tilskud af kornbaseret kraftfoder falde. En af strategierne til at opnå dette er, at gøre græsset lettere fordøjeligt ved at nedsætte indholdet lignin (træstof), som er en svær fordøjelig cellevægs-komponent. En anden strategi er at forøge græssets indhold af vandopløselige kulhydrater, fruktaner, som udgør en vigtig energikilde og er en afgørende faktor for græssets næringsværdi. DLF-TRIFOLIUM har udviklet en screeningsplatform, hvor tusindvis af planter hvert år kan screenes for disse egenskaber, og vi har identificeret flere nøglegener, som er involveret i produktionen af disse komponenter i græsset.

 

Forbedret næringsstofudnyttelse

Gennem de sidste fem år har DLF-TRIFOLIUM øget indsatsen for at udvikle sorter, som producerer samme kvalitet som de nuværende, men for mindre næringsinput. Øget næringsstofudnyttelse vil både mindske omkostningerne for landbruget og forbedre forholdene i det omgivende miljø. I computerkontrollerede vandkulturer testes sorter og forædlingsmateriale bl.a. for deres evne til at gro ved lav kvælstof tilførsel. Samtidig tester vi forskellige geners evne til at forbedre udnyttelsen af det tilgængelige kvælstof.

 

Resistens overfor svampesygdomme

Angreb af svampesygdomme i græsplæner er et stigende problem verden over. Ved hjælp af traditionel og markørbaseret forædling er det muligt at frembringe græssorter med god resistens overfor visse svampe. Specielt med hensyn til resistens overfor rustangreb har forædlingen haft stor succes.